11. august 2026

Come On Hugo med ny kusk

Ulrik Pedersen
DEL NYHEDEN X WhatsApp

Tidligere på året sendte Anders B. Hansen 7-årige Come On Hugo i træning hos Erik Bondos franske filial, og i aften gør hesten en ny start i det franske.

Det sker på Pornichet-banen, hvor hesten via sin indtjening på 99.506 euro har fået startplads to over 2725 m. Volte.

For første gang i Frankrig, sidder Jean-Philippe Mouclin i sulkyen hos Come On Hugo, der starter klokken 18.42.

Det er værd at bemærke, at det er forskellige kuske/ryttere, der har været kædet sammen med Come On Hugo i dens franske starter.

Starten i aften er den syvende for Dream Vacation-sønnen, der har en fjerdeplads og en femteplads, som bedst i Frankrig.

Bondo også med start lørdag

Det er ikke kun i aften, at Erik Bondo starter hest i det franske. Også lørdag har danskerens stald hest til start i Frankrig.

Stald Ritas If I Tell You er til start på Enghien, hvor Gabriele Gelormini sidder i sulkyen hos den 3-årige hest.

Den danskejede hest kommer med en frisk sejr fra Cabourg, hvor den også blev kørt af Gabriele Gelormini ved den lejlighed.

SAMARBEJDSPARTNERE