11. august 2026

Nyt forsamlingsloft åbner for staldmænd på sportsdage

Ulrik Pedersen
DEL NYHEDEN X WhatsApp

I den kommende weekend afvikles de sidste fire sportsdage i denne omgang. Da forsamlingsloftet nu er hævet til 50 personer, må alle deltagende heste følges af én staldmand udover kusken/rytteren. Det meddeler DTC i dag.

I mandags blev forsamlingsloftet for organiseret udendørs idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter hævet fra 25 personer til 50 personer.

Dermed er det muligt at lukke flere personer ind på staldterrænet, når banerne i Nykøbing Falster, Skive, Odense og Aalborg i den kommende weekend afvikler sportsdage.

Dansk Travsports Centralforbund meddeler i dag, at der ved de fire nævnte sportsdage gives adgang til én staldmand pr. startende hest udover hestens kusk/rytter.

Husk retningslinjerne

Når kusk/rytter og staldmand ankommer til banen, henleder forbundet opmærksomheden på, at gældende retningslinjer fra sundhedsmyndighederne overholdes:

  • Er du syg, så bliv hjemme
  • Vask hænder i sæbe. Host/nys i ærmet
  • Undgå at røre øjne, næse og mund
  • Husk at holde afstand og pas på hinanden

Endvidere skal alle (såvel kusk/rytter som staldmænd) akkrediteres på forhånd for at opnå adgang til banens område.

Efter ankomsten til staldterrænet skal følgende retningslinjer iagttages:

  • Nummerskilte afhentes i henhold til den enkelte banes retningslinjer. De skal afleveres rengjorte og ophængte i det af banen anviste område
  • Omklædning skal ske i tildelte områder/stald eller bil
  • Under løb må de aktive, når de generelle retningslinjer overholdes, opholde sig på staldterrænet. Der må ikke være personer på publikumsområdet
  • Ophold dig i kortest muligt tid på banens område – kør hjem, når starthestene er klar til afgang
  • Det er ikke muligt at medbringe ekstra heste på løbsdagen
  • Opvarmning af heste må kun ske af personer med licens
  • De startende heste skal anbringes i de anviste bokse.
SAMARBEJDSPARTNERE